HVEM ER VI?
I vores skoletid på Frederiksborg Statsskole var vi begge ikke helt som vores kammerater. Vi havde planer om at blive keramikere. Det gik ikke helt sådan for Karin men Kit holdt fast i sit valg og blev uddannet på Skolen for brugskunst.
Karin havde mere travlt med at tjene penge og i 70'erne blev hun opslugt af edb (det hed det dengang).... og IT blev så hendes levevej de næste ca. 50 år....
Vi er to meget forskellige personer med hver vores erfaringer.
I Keramikgalleriet er Kit Kunstnerisk Chef (hun bestemmer med hård hånd hvad der præsenteres i galleriet) og Karin er Administrator hvor hun bestyrer (også med hård hånd) køb/salg/facebook/hjemmeside mv.) Vi har vældig fornøjelse af hinandens kompetencer. Vi hygger os nu i livets efterår med at arbejde sammen.
Desuden er Christian (Kit's mand) Floor Manager som sørger for Lys, varme og kaffe.....

KIT FEILBERG
Kit har igennem mange år haft værksted og forretning på Blågårds plads i København. Kit flyttede til Torup for en del år siden, og har her arbejdet og undervist i sit værksted.
Kit har deltaget på mange udstillinger med større skulpturer.
Kit har desuden arbejdet på Bali og nogle af hendes større arbejder er inspireret herfra.
Kit er kunstner - og er især kendt for sit børnestel, som mange heldigvis fortsat efterspørger, og som hun derfor fortsat drejer og dekorerer.... men, men Unika er hendes passion, som hun nu kan bruge mere tid på, i stedet for egentlig produktion.....

KARIN IFANGER
Karin er i 'lære' som keramiker hos Kit. Karin drejer og bliver dygtigere og dygtigere. Det er mest kopper og krus, som Kit synes er 'gode nok' til at være i Keramikgalleriet, som hun penseldekorerer.
Karin elsker at vise vores brugskunst og unika i Keramikgalleriet, og nyder at kunne vise 'varerne' frem. Karin dekorerer også krus, kopper, og unika, i eget design. Karin er mere 'grafisk' i sit design, hvor Kit er mere 'organisk'
Karin er fortsat i 'lære'.... først når hun har drejet en thepotte som Kit godkender.... kan Karin kalde sig keramiker. Indtil da, fortsætter hun med at blive dygtigere.... uha..... 10.000 timer tager det vel! Og måske når jeg det inden jeg bliver alt for gammel...